Tyskland - søndag den 16. apr. 2017

Prebischtor

Tilbage

Selv om vi er nogenlunde tidligt vågne, så tager morgenritualet alligevel lidt tid. Kl. godt 10 var vi klar til dagens vandretur. På kortet var den noget længere end i går – nemlig 18 km. Noget af turen foregår dog på et par søer, så mon ikke man sparer et par kilometer dér.

Vi startede midt på turen og vi gik i modsat retning, hvis vi skulle følge turbeskrivelsen. Det gjorde det lidt svært, at læse selve beskrivelsen undervejs – men hvad pokker, vi kunne se om vi fulgte ruten på mobiltelefonen. Så var det vel også mere interessant at nyde naturen :)

Den første del af turen gik gennem et kuperet skovlandskab, som på nogle måder godt kunne minde om en dansk skov. Hvis det ikke lige var fordi der var så kuperet. Vi havde næsten skoven for os selv og vi nød freden.

Efter et par kilometer nåede vi til floden Kamenice, som vi fulgte gennem et fantastisk område, hvor stien mange gange var bygget som en metalbro på klippesiden. Det er en unik strækning, som gør denne tur til en af de flotteste ture, jeg har oplevet. Efter knap 1 km. nåede vi til et lille hus, hvor røgen stod op af skorstenen. Her startede første bådetur og i huset kunne kaptajnen få sig lidt varme.

Vi skulle ikke vente længe på at komme med en båd, der vel kunne rumme omkring 20 passagerer og kaptajnen, der stod bagerst og stagede båden frem, så man næsten var hensat til gondolerne i Venedig. Selve bådturen tog omkring 10 minutter og undervejs fortalte kaptajnen en masse røverhistorier på tjekkisk og gebrokken tysk. Det meste handlede vist om, hvad de forskellige klippeformationer lignede.

Vi fortsatte til flods ned langs floden gennem et landskab, som temmelig sikkert er på niveau med nogle af de flotteste ture i New Zealand. Vi passerede gennem slugter, hvor klipperne ragede flere meter ud over stien. Træerne havde masser af mos på stammerne og her skulle gro flere arktiske planter på grund af det kolde klima, der er i slugten. Det virkede dog ikke særlig koldt i dag.

Ved et knudepunkt for diverse vandrestier gjorde vi holdt på en bro og spiste vores medbragte rugbrødsmadder. De gjorde godt. Det koster energi at suge så mange indtryk til sig :)

Efter endnu et stykke vandring ned langs floden, nåede vi til 2. Bådehus. Her virkede det som om de var vant til endnu flere turister. Flere boder og issalgssteder – og selvfølgelig en billetluge, så man kunne købe billet til båden. Den tog vi med og vi sejlede ikke særlig langt, før vores nye kaptajn viste os et springende vandfald, som dog blev aktiveret ved et ryk i en snor. Sådan noget snyd. Også denne kaptajn havde en masse grumme historier om figurer i klipperne, kongekroner, statuer og krokodiller i vandet. Så meget forstod vi dog, for hans tyske formåen var ikke meget bedre end den første kaptajns.

Det sidste stykke vej langs floden Kamenice ned mod byen Hrensko var meget ligeud og let at gå. Så vi nåede hurtigt ned til vejen, som førte ind til selve byen eller, hvis vi drejede til højre, tilbage til vores autocamper – ca. 5 km. oppe af vejen. Klokken var ca. 2 og vi mente, at vi havde fortjent en kold tjekkisk pilsner, men der var ikke rigtig nogle udskænkningssteder. Kun et enkelt, hvor det så ud til, at folk havde mere travlt med at spise frokost, så vi lånte toilettet og gik videre.

Nu gik ruten op ad bakken og vi fulgte vejen et stykke op. Efter knap 2 km. drejede ruten væk fra vejen og ind i skoven. Vejret havde indtil nu været med os på næsten hele turen. Der var sol og flot vejr en stor del af dagen – stik imod vejrudsigterne, der lovede regn og gråvejr. Det var dejligt. Men på sidste del af turen blev der plads til flere byger. Godt vi havde regntøjet med.

Vi gik et pænt stykke op af en bakke. Næste punkt på ruten var Prebischtor – en stor naturskabt port i sandstensklipperne. Den dukkede op, efter vi havde zig-zagget op af stien. Ved første kig var der fortsat et pænt stykke op til porten og vi kunne skimte den karakteristiske bygning Falcon’s Nest ved siden af porten. Jeg satte farten op, for at være sikker på, at jeg kunne få lidt billeder af Prebischtor i tørvejr. Porten er 26 meter bred i bunden og 16 meter høj.

Vi nåede begge op til Falcon’s Nest, der viste sig at være indgang til selve området ved Prebischtor. Det kostede ca. 3 euro, at komme ind på området, der indeholdt spisesteder, udstillinger og mulighed for at vandre omkring selve Prebischtor.

Vi var lidt sultne og vi satte os derfor til rette ved et bord uden for en restaurant i selve bygningen. Marie gik indenfor, for at bestille noget at spise men blev bedt om at gå ud igen. De skulle nok komme og tage imod bestillinger. Vores tålmodighed blev sat på en prøve, for der skete ikke andet end der gik en sur servitrice frem og tilbage engang imellem. Efter nogen tid var der åbenbart en anden gæst, der bad om et askebæger. Servitricen, en ung pige på måske 18 år, gik resolut hen til et andet bord og hentede et askebæger og kylede det hen på bordet til gæsten. Det sagde bare smok, som det blev knaldet hen af bordet. Det var lige en tand for meget for os. Vi fortrak med det samme og gik hen til et andet sted, hvor vi kunne købe en kold øl, som vi indtog i selve portens hul – med det resultat, at der stod en pelikan ind over os, så øllet nær var ved at vælte :)

Det viste sig, at vi også kunne komme op på et udsigtspunkt længere oppe. Herfra var der en perfekt udsigt til Prebischtor, så vi asede op af en masse trapper, for at komme til udsigtspunktet. Det var superflot og vejret var med os. Vi nåede lige at få taget billeder, så blev det gråvejr og snart væltede regnen ned – men vi havde fået, hvad vi kom efter :)

Nedstigningen gik i gang. Vi forlod Prebischtor og Falcon’s Nest og begav os tilbage til vores rute, for at gå videre mod vores autocamper. Den sidste del af ruten førte langs en række lodrette klippeformationer, så vi fik et godt indtryk af sandstensklipperne. Et par gange blev vi fanget af en regnbyge men hver gang kunne vi søge tilflugt under klipperne, så vi sad i tørvejr, til bygerne var passeret. Så vi nåede stort set helt tørre hjem til autocamperen.

Det havde været en fantastisk vandretur og vi ville slutte dagen af med en god middag på et hotel lige over for campingpladsen. Men først en tur i bad, så vi kunne være bekendt at vise os i restauranten. Lokalet var stort med meget højt til loftet. Ikke særlig hyggeligt indrettet men baggrundsmusikken – en gang laid back jazzmusik – var et godt plaster på hyggen :)

Maden var ok uden at være prangende. Øllet var koldt og vi gik glade og mætte tilbage til camperen, hvor trætheden meget hurtigt overmandede os. Vi havde gennemført turens kongeetape og i morgen var det tid, at vende snuden nordpå igen.